Ægtepagt ifm. boligkøb
Hvis man køber en bolig sammen og er gift, kan det være en god ide at få oprettet en ægtepagt. Man opretter en ægtepagt for at have styr på den økonomiske situation, i tilfælde af skilsmisse og dødsfald. Selvom det aldrig er rart at tænke på de ubehagelige ting, er det fornuftigt at tage sine forholdsregler. Ved skilsmisse drejer det sig hovedsagligt om, hvordan jeres værdier skal deles. Det er en god ide at bestemme dette, mens man vil hinanden det bedste. Når det drejer sig om dødsfald, kan en ægtepagt være med til at sikre den efterlevende bedre end arvelovens regler.
Forskellen på en ægtepagt og et testamente
En ægtepagt er helt konkret en aftale indgået mellem to ægtefæller, der skriftligt tilkendegiver, hvordan ægteparrets værdier og eventuelle gæld skal deles i tilfælde af skilsmisse eller den enes død. Det kan måske umiddelbart lyde som om ægtepagten svarer til et testamente. Det gør det dog ikke, da et testamente udelukkende træder i kraft, når der er tale om dødsfald. For at være gyldig skal en ægtepagt tinglyses.
For at oprette en ægtepagt skal begge ægtefæller være enige om det der står i ægtepagten. Det er altså ikke muligt for kun den ene part at oprette en ægtepagt. Hvis et par ikke er gift, er det heller ikke muligt at få oprettet en ægtepagt, så er det derimod en samejeaftale, der skal oprettes.<
Få alt på det rene inden brylluppet
Hvis ikke et ægtepar opretter en ægtepagt, har de automatisk fælleseje. Det vil sige, at alle jeres ejendele betragtes som fælles og skal deles ligeligt ved en skilsmisse. Ønsker I ikke det, er det en god ide at kontakte en advokat, inden I gifter jer, og få oprettet en ægtepagt. På den måde har I alt på det rene, når I giver hinanden et ja. Ægtepagten kan også oprettes senere, men det mest naturlige er at få det på plads inden brylluppet.

